Du er her: Forside Cases fra erhvervslivet Læs og skriv på Toms

Læs og skriv på Toms

Forebyggelsesfonden har bevilget Toms Gruppen A/S godt 2,3 millioner kroner over 2 år til Projekt Læs og skriv på Toms.

Pengene giver Toms mulighed for at sætte aktiviteter i gang, som hjælper medarbejdere, der har svært ved at sætte sig ind i nye forretningsgange, procedurer og sikkerhedsforskrifter, eller som bare læser langsomt. Det er tillige et tilbud til medarbejdere, som ikke har dansk som førstesprog.

Overvældende modtagelse
Projektet blev sat i søen ved stormøder på Toms’ fabrikker, hhv. på Helseholmen den 12. marts, og i Ballerup den 14. marts – og med overvældende succes! Inden for 14 dage vil de 150 læsevurderinger, som var én af forudsætningerne for pengene fra Forebyggelsesfonden, være i hus.

”Det er et resultat, som kommer helt bag på os i projektgruppen. Jeg synes, det er et fantastisk positivt boost for hele projektet, at så mange af de ansatte er interesserede i projektet. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med projektet”, siger Stig Vinther, som er HR konsulent hos Toms, og fortsætter: 

”Vi har nedsat en projektgruppe bestående af medarbejdere, ledelse, tillidsrepræsentanter samt eksterne konsulenter. I løbet af foråret vil vi tilbyde alle medarbejdere en læsevurdering, som sætter konsulenterne i stand til at rådgive om og i hvilken udstrækning den enkelte medarbejder kan få mest glæde af undervisning i af forskellig art i arbejdstiden”, fortæller Stig Vinther.

Senere i projektet er der fokus på tilbud om IT-hjælpeværktøjer med oplæsning, talegenkendelse til f.eks. brevskrivning, mere og bedre skiltning/piktogrammer, videofilm m.m.

Resultaterne skal måles
Det er en forudsætning for udbetaling af midlerne, at Toms før, under og efter projektet kan dokumentere en fremgang i læse- og skrivefærdigheder, både i tal og via interviews med en række medarbejdere.

Sammen med projektgruppen er der udpeget et antal Uddannelsesambassadører fra alle kroge af Toms, og disse er alle uddannet til at drive processen og gå foran, specielt for at få fat i de kolleger, som oplever et tabu eller skam ved at stå frem.

”Der er opstået et motto i projektet, at det ikke er en skam at have læse- og skriveudfordringer, men det er en skam ikke at benytte sig af muligheden for at bliver hjulpet videre”, slutter Stig Vinther.

Alle resultater og informationer vil i løbet af sommeren blive videregivet på Toms’ intranet, naturligvis både på skrift og i tale.